MOTORCYKEL KAWASAKI KZ550

Den 1. Motorcykel var en KAWASAKI KZ 550 årgang 1982 som blev mig foræret af Kaj Ove Langgård. MCen var uden papirer og så mildest talt ud som noget der ikke kunne blive til en rigtig motorcykel igen, men det vidste jeg jo ikke noget om.

Så den kom ind i det daværende meget lille værksted, hvor det skulle konstateres om den overhovedet kunne starte. Efter ca. 14 dage i pitten kunne den starte og køre i tomgang.

MCen kunne starte og køre i tomgang samt reagere på gashåndtaget. Nu skal problemet med papirer løses og SKAT blev kontaktet. Hos SKAT skete der ikke noget overhovedet.

At der hos SKAT ikke skete noget, er jo ikke noget nyt. Men MCen kunne starte og skulle derfor også testes ude i virkeligheden. Denne test gik ikke helt efter planen. Olien blev presset op i luftfilteret med stor røgudvikling til følge. Hvorfor skete dette måtte jeg spørge min MC leverandør og han kunne fortælle at der sikkert var nogle stempelringe som ikke virkede efter hensigten.

Meget blev forsøgt for løsne ringene, men uden resultat. Derfor blev topstykke og cylinder adskilt. Til min store overraskelse var der slet ikke stempelringe på et af stemplerne, hvor var de blevet af? Ligeledes var stemplerne ej heller ens!

Nå men, jeg måtte jo konsultere reservedels pusheren for at købe nye stempler. Nye stempler kunne sagtens købes og kostede kun ca. 500kr. Okay bestil dem sagde jeg, men så sagde pusheren “der er altså pr. hul”. “Vi venter lige lidt” sagde jeg, der var jo ingen papirer på den endnu. Jeg fandt i stedet 4 brugte stempler inkl. stempelringe på EBAY til ca. 500kr + importafgift.

Stemplerne fra USA blev monteret og nu blev olien hvor den hørte hjemme, nemlig nede i motoren. Så manglede bare papirer MCen så den kunne synes og få plader på.

Efter et telefonopkald til SKAT skete der endelig noget og den 1-5-2013 kom der plader på MCen. Så nu manglede der bare et kørekort til MC, og det kom i hus den 27-11-2013.

Efter erhvervelsen af kørekortet blev MCen kørt i pit. Her blev den serviceret med nyt olie osv. Der blev også foretaget en del ændringer på MCen. Da den kom ud af pitten igen foråret 2014 lignede den næsten en original Kawasaki KZ550 fra 1982.

2015 skulle den testes. Alle turer indtil 2015 var korte turer på 50 – 150 km. Der blev arrangeret en tur til Fyn og den kørte over 500 km på 2 dage uden problemer.

2015 blev også året, hvor den blev solgt i bytte med en større MC. Kawasaki KZ550 blev byttet til en Kawasaki ZX10.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *